Antallet af nærsynede eksploderer

Sammen med livsstilssygdomme som diabetes og allergi udgør nærsynethed (myopi) en af de helt store udfordringer for det moderne samfund. Problemet truer tusindvis med alvorligere øjenlidelser end blot nedsat syn.

Af Claus S. Jacobsen, journalist

"I dag er omkring 1,7 millioner mennesker nærsynede, men en fremskrivning viser, at 2,5 milliarder mennesker på jorden vil være nærsynede i 2020", siger professor Lyndon Jones, som leder afdelingen for kontaktlinse-forskning på University of Waterloo, Canada.
 
Lyndon Jones besøgte Danmark den 17. og 18. april for at undervise øjenlæger og optikere om udfordringen fra det, forskere i hele verden allerede betegner som "myopi-eksplosionen", der medfører øget risiko for svær nærsynethed og medfølgende øjenlidelser.             
Svær myopi kan medføre øjenlidelser
 
Nogle af de mange nærsynede bliver det, man kalder høj-myope - en betegnelse, der dækker patienter med nærsynethed over 6 enheder, altså -6 dioptrier eller værre. I sådanne tilfælde er der risiko for alvorlige følgelidelser, især nethindeløsning, som kræver operation.
 
”De fleste er ikke klar over, at det kan gå så galt”, siger optiker i Buris Briller, Rasmus Dalsgaard. Han er en af de optikere, der ofte kommer i kontakt med nye myope og deres forældre, når sundhedsplejersken opdager nærsynethed hos en skole-elev:
   
"De konstaterer bare, at barnet har måske en nærsynethed på 1.3 D, og så får de udmålt nogle briller eller kontaktlinser."
 
Det er nærmest kun de uheldige, som senere hen viser sig høj-myope, der fuldt ud er klar over, hvor alvorlig situationen kan blive.
 
"Nærsynethed forekommer, fordi øjet vokser sig for aflangt. I værste fald kan det føre til blandt andet nethindeløsning", siger chefoptiker i Kontaktlinse Instituttet, Bo Lauenborg, der i kraft af sin position som medlem af Danmarks Optikerforenings uddannelses-udvalg har været en af hovedmændene bag Lyndon Jones' besøg til København og Aarhus.

Skole og nærarbejde medfører nærsynethed

I Aarhus forelæste Lyndon Jones i Palle Juul-Jensen Auditoriet på Aarhus Universitetshospital, men professoren havde også tid til at besøge Kontaktlinse Instituttet og udtale sig til et program på TV Aarhus.
 
"Tendensen er, at flere udvikler nærsynethed. Flere udvikler det i en tidligere alder. Og flere har tendens til at blive mere nærsynede hurtigere", siger Lyndon Jones.
 
Forskere verden over er stort set enige om, at årsagen til fremvæksten i nærsynethed er, at vi i moderne samfund udfører mere og mere nærarbejde. 
 
"Sammenlignende studier af mennesker i land-miljøer og storby-miljøer viser, at land-befolkninger har en udpræget lavere tendens til myopi", forklarer Lyndon Jones.
 
Situationen er så alvorlig, at forsker-teams verden over kæmper at finde årsagen til myopi-eksplosionen og afdække muligheder for at bremse udviklingen af nærsynethed.              

Nærsynethed kan bremses

”Vi har mange, der ligger på de høje styrker, fordi vi er sådan en specialklinik, der tager os af mange af de svære tilfælde”, siger optikassistent Susan Kjeldbjerg, der har arbejdet i Kontaktlinse Instituttet i over 20 år.
 
Et af Kontaktlinse Instituttets specialer er at bremse udviklingen hos patienter med tendens til høj myopi, samt tilpasse specielle linser til højmyope og personer, der har fået svær astigmatisme. 
 
"Det er ofte op til optikeren at opdage tendensen, og derfor ser vi det som vort professionelle ansvar at informere om myopi-kontrol, altså muligheden for at bremse udviklingen af nærsynethed hos den enkelte patient", siger Bo Lauenborg.
 
I øjeblikket er midlerne til at bremse udviklingen af nærsynethed hos den individuelle patient begrænset til et par klinisk anerkendte metoder, særligt den avancerede ortokeratologi-linse, som former øjet om natten og gør brugeren i stand til at se klart i dagtimerne - uden kontaktlinse.
 
I nogle tilfælde bliver optikerens opgave at hjælpe de, der er høj-myope og dermed teknisk set blinde uden hjælpemidler til at føre en normal tilværelse med et minimum af gener.