Linser gav spædbarn synet igen

Tages forældre opdagede til deres rædsel, at deres kun fem måneder gamle spædbarn ikke kunne se. Men trods +34D hjalp det med kontaktlinser.

Af journalist Lone Egeberg

Lille Tage Marinus Kristiansen på 10 måneder har hele livet foran sig. Måske bliver han astronaut, måske skarpskytte eller måske noget helt tredje.

- The sky is the limit, lyder det fra Tages far, Peter Kristiansen.

Der er en glæde og en tro på fremtiden i stemmen, men sådan så verden ikke ud for bare seks måneder siden. Da begyndte der et langt, sejt træk for lille Tage og hans forældre, for det viste sig nemlig, at ikke alt var, som det skulle være.

- Det var egentlig min kone, Caroline, der opdagede, at noget var galt med Tages syn, hun følte ikke, hun havde kontakt med ham. Vi var på Randers Sygehus og hos vores egen læge flere gange, men lige meget hjalp det. Til sidst fik vi dog vores egen læge til at reagere og han henviste os til en øjenlæge i Grenaa, hvor vi bor. 

Her fik forældrene til lille Tage endnu en nedslående besked; der ville være mindst seks ugers ventetid på en tid hos øjenlægen.

- Så tabte vi altså tålmodigheden og vi fik en tid på Mølholm Privathospital i Vejle. Det tog deres øjenlæge cirka 30 sekunder at finde ud af, at Tage ikke kunne se, fortæller Peter Kristiansen.

Chok og skuffelse

Yderligere undersøgelser viste, at Tage er født med grå stær. Sygdommen slører øjets linser og en operation var uundgåelig. På privathospitalet får Tage fjernet sine egne linser, som nu er erstattet af kontaktlinser. Beskeden var et chok for forældrene, der ved fødslen fire måneder tidligere havde fået lægernes ord for, at de havde født et par sunde og raske tvillinger.

- Selvfølgelig er vi kede af det. Vi troede jo vi forlod Randers sygehus med to raske babyer. Samtidig er det utroligt skuffende, at vi senere selv må skride til handling, eftersom det system man betaler skat til, ikke formår at reagere, fortæller Peter Kristiansen og fortsætter:

- I dag har vi jo en super glad dreng, men vi kommer os sikkert aldrig helt over at vi måtte kæmpe med systemet og til slut selv måtte henvende os på privathospital for at hjælp. Det kostede Tage dyrebar tid.

Kontaktlinser giver Tage synet tilbage

Plus 34, så stærke er Tages kontaktlinser og de gør, at han har fået sit syn igen. Men at give en fem måneder gammel baby kontaktlinser på, kan give de mest tykhudede tårer i øjnene.

- Det var kort og godt et helvede, men første gang vi var hos Kontaktlinse Instituttet og Bo Lauenborg, stod det klart, at her var vores redningsfolk. De sprang direkte og med fuld kraft ind på scenen uden forbehold eller andre dikkedarer. Der blev aldrig kikket på timetælleren eller set i bakspejlet og økonomi var aldrig på dagsordenen. Det handlede kun om at få linser på Tage, så han kunne starte sin synstræning - det var deres mål og det forfulgte de uden slinger i valsen, fortæller Peter Kristiansen.

De første mange, mange gange, Tage skulle have linserne på og af, var det et rent helvede at komme igennem. Både for lille Tage, der græd, så det rev i hjerterne på alle, men specielt også for forældrene.

- I den første tid svedte jeg gerne gennem to T-shirts hver morgen, inden linserne var inde, og vi brugte vel en til to timer på sagen. Hver linse var en sejr i sig selv, men pludselig en morgen indtraf vores mirakel. Tage lagde sig simpelthen ned med åbne øjne og sagde ligesom: ok mor, giv mig så de linser på. Nu går det som smurt, men det var en helt utrolig oplevelse og sejt gået af den lille mand.

Hverdagen med linserne

Hverdagens små smil fylder meget hos den lille familie fra Grenaa. Og der er et specielt smil, som i hvert fald far, Peter Kristiansen, vil bære hos sig altid. Det var den dag, da Tage fik linserne på for første gang. Han drejede hovedet, så på sin far og lyste op i et stort smil. 

- Den allerførste gang, Tage fik linserne på da græd vi, og samtidig følte vi, at vi nu var på vej i positiv retning. Og i dag fungerer vores hverdag ret fint, takket være min kone Caroline. For der er meget arbejde med at holde styr på linserne, og at holde øje med, at de er på plads. Vi har bygget en speciel kravlegård med belysning og computerskærm, hvor Tage kikker på forskellige figurer. Hans fremtidsudsigter er ganske fine og nu, hvor han er ti måneder, kan han se og kende os. Han leger med sine sager og tumler rundt som andre babyer.

Tages tvillingesøster, Thallia Dagmar Kristiansen, er født uden synshandikap.