Kontaktlinser som specialeffekt

Få virkemidler er så effektive når man skal skræmme og alligevel er det ifølge makeup artist Thomas Foldberg noget, der ofte er blevet sparet væk i dansk film. Nu ser det dog ud til at bølgen af nordiske gyserfilm i høj kvalitet – af nogle kaldet ”Nordic Twilight“ – sætter ekstra skub i den niche gebet, der handler om at designe, fremstille og tilpasse kontaktlinser med motiver.

Af journalist Claus SY Jacobsen. Ariklen har været publiceret i fagmagasinet Optikeren

Trenden blev introduceret med den amerikanske successerie ”The Walking Dead“ og her i Norden med den svenske succes vampyr- dramaet ”Lad Den Rette Komme Ind“, der nærmest øjeblikkeligt blev genindspillet i Hollywood (”Let the Right One In“).

”Nordic Twilight“ er måske et lidt poppet udtryk, men vi kan i SODA FX helt klart notere at der kommer flere henvendelser til os om specielle effekter med et islæt af horror eller fantasy end tidligere“ siger Thomas Foldberg, som er en af de to indehavere af og kunstnere i firmaet SODA FX.

SODA FX har leveret specielle makeup effekter til mange populære danske dramaer heriblandt Jonas Arnbys ”Når Dyrene Drømmer” og Lars von Triers ”Anti-Christ“.

Filmen ”Når Dyr Drømmer” har høstet flotte anmeldelser og var udtaget til ‘Semaine de la Critique’ på dette års Cannes festival og filmen skal nu genindspilles i USA. Den handler om en 19-årig pige, der bliver til en varulv og så skal man selvfølgelig bruge et par grumme ulveøjne.

SODA FX har lavet makeup effekter til mellem fem og ti produktioner, der har involveret kontaktlinser, blindhed, blodsprængninger og lignende. ”Det er effekter, der ikke bliver bemærket, men virkelig giver meget værdi for pengene når man vælger at bruge dem“ siger Thomas Foldberg.

Loven foreskriver en optikers mellemkomst

I dag er der klare regler fra både den danske Sundhedsstyrelse og det amerikanske FDA om at farvede kontaktlinser og kontaktlinser med malede motiver stiller krav om en uddannet sundhedspersons mellemkomst.

”Filmselskaberne kan ikke længere bestille linserne selv. De skal ifølge de nye FDA-regler bestille gennem en optiker“ siger Bo Lauenborg fra Kontaktlinse Instituttet i Aarhus.

Den århusianske optometrist har erfaring fra andre filmproduktioner som f.eks. Fasandræberne, der lige har haft verdenspremiere. Han endte med at blive hyret til at konsultere på optagelserne af ”Når Dyrene Drømmer“.

Hvis man vil have skræmmende øjne i en film eller tv-serie, skal der groft sagt enten hyres en optiker eller bruges computeranimation. ”Computeranimationer bliver hurtigt meget dyrt og næsten aldrig lige så godt. Analoge effekter giver en anden autenticitet“ siger instruktør Jonas Arnby, der som instruktør også er opmærksom på hvordan det at forvandle en skuespillers udseende også skaber dybde i karakteren. ”Der sker noget når man skaber en fysisk forvandling af en person.“ siger Jonas Arnby.

20 mm kontaktlinser tager tid

Også gigantiske amerikanske produktioner som ”The Walking Dead“, eventyrfilmen ”Hansel & Gretel: Witch Hunters“ og den storak- tuelle ”Maleficent“ med Angelina Jolie er på listen over film hvor der er brugt håndmalede kontaktlinser til at fremme uhyggen.

Eye Ink FX fra Hollywood er specialiseret i ”theatrical lenses“, og har leveret linserne til ovenstående produktioner, men også til ”Når Dyrene Drømmer”. Kontaktlinse Instituttet i Aarhus stod for bestilling hos Eye Ink FX og videresalg til SODA FX.

Herefter gik linserne videre til skuespilleren, der testede linserne under opsyn af en optometrist.

Under optagelserne skulle skuespillerinden sidde i sminkestolen i 2,5 time før de ca. otte timers optagelse med kunstig hals og pande, hår over det hele og et sæt 20 mm bløde, håndmalede kontaktlinser i øjnene.

”Normalt når vi anvender store linser er der tale om bandagelinser eller andre kontaktlinser til medicinske formål. Jeg tilpasser nogle gange en 18 mm kontaktlinse til en kunde, men her er vi altså oppe i 18–20 mm i diameter, så de kan være særlige svære at få sat ind på øjet“ siger Bo Lauenborg.

Den store diameter kan gøre at kontaktlinserne ligger stabilt på øjet og føles mere behagelig, men under isætningen kan de volde kvaler for selv en øvet linsebærer. Bo havde selv vanskeligheder, da han prøvede ”ulveøjet“ fra ”Når Dyrene Drømmer“ og måtte bruge ti minutter foran spejlet. ”Sådan kan en skuespiller selvfølgelig ikke selv sidde og bakse med linsen lige op til en filmoptagelse“, siger Bo Lauenborg.

Optometristen skal kunne løse en krise

Skuespillerinden var glad for der fandtes en sundhedsperson på sættet, der kunne hjælpe med at sætte linserne i øjet og skabe tryghed.

”Det er med til at mindske min nervøsitet at der er en specialist på kontaktlinser på sættet, som kan gribe ind og hjælpe hvis der sker noget“ siger Sonia Suhl.

”En ting er at sætte linserne i, men noget helt andet er når det går galt. Der skal vi bruge en person med autoritet, der kan gå ind og undersøge øjet og afgøre om vi kan gå videre. Vi har altid haft en optiker med af flere grunde – først og fremmest fordi vi rent forsikringsmæssigt ikke kan stå inde for hvis vi beskadiger et øje på en skuespiller“ siger Thomas Foldberg fra SODA.

Spillefilm er hårdt slid

For Kontaktlinse Instituttet har det været en lærerig proces, hvor indsatsen kun modsvares af den overenskomstmæssige dagløn.

”Man skal virkelig ville det. Den økonomiske vurdering er benhård i filmindustrien. Hvert eneste indkøb bliver målt og vejet. Til gengæld er arbejdsprocessen med hensyn til design utrolig spændende fra en optometrists synsvinkel. Og det er kolossalt udfordrende at prøve at være med på et sæt hvor man virkelig arbejder under pres. Man skal være velforberedt og parat til at tilpasse sig alle mulige bizarre situationer og først og fremmest forholde sig professionelt på sættet.“ siger Bo Lauenborg.

”For optikeren er det typisk flere timers rejse for isætning af kontaktlinser og så en hel dag på standby, hvor man er klar til at gå i aktion hvis der er problemer med kontaktlinserne” siger Bo Lauenborg og fortsætter: ”Til gengæld er der også lidt stjernedrys over at arbejde sammen med filmbranchen. Det er jo god PR for en virksomhed når ens navn dukker op i rulleteksterne på en klassefilm som ”Når Dyrene Drømmer“

Optometristens funktion som filmkonsulent

SODA FX og instruktør Jonas Arnby var godt tilfredse med Kontaktlinse Instituttets hjælp til fremstillingen af ”Når Dyrene Drømmer“. En skjult faktor i valget var virksomhedens indstilling i forhold til indkøbsprocessen.

”Det har aldrig været svært for os at finde en optometrist, der ville hjælpe os under optagelserne. Problematikken har været at finde en, der kunne være bindeled til den, der fremstiller linserne og stå for bestilling og levering“ siger Thomas Foldberg. Optometristen skal ikke blot stå for indkøb, men også bruge faglige optiske kundskaber for at vurdere designet af de enkelte speciallinser.

”Nu har jeg været med på tre produktioner og her har vi brugt kontaktlinser uden styrke, men det er klart at hvis der skal bruges kontaktlinser med styrke, så skal man foretage synsprøver på skuespillerne“ siger Bo Lauenborg.

Desuden er det en stor fordel hvis optometristen også kan give råd om designet og om hvordan det eventuelt kan forstyrre skuespillerens udsyn hvis tegningen går ind over pupillen.

”For eksempel at en helt hvid kontaktlinse ikke giver en god effekt. Man skal vælge nogle matte farver for at det ser naturligt ud på film“ siger Bo.

Bo Lauenborg understreger også betydningen af at kunne tilpasse toriske linser hvor det er afgørende at et design ligger stabilt på øjet og hele tiden giver et naturtro udseende fra alle vinkler.

Kameraet opfanger alt.

Som specialisten i illusioner og ekstrem makeup Thomas Foldberg fra SODA FX udtrykker det:

”Under en filmoptagelse skal det hele bare køre på skinner og tricket er at få det til at ske uden at blive bemærket“.