Amerikansk fodbold med kontaktlinser

Forestil dig en amerikansk fodbold, der kommer med omkring 100 kilometer i timen og roterer cirka 10 gange i sekundet. Du løber med ryggen til bolden, vender dig om for at gribe bolden og har cirka et kvart sekund til at bestemme dens hastighed, bane og bevægelsesmønster.

Samtidig er en eller flere forsvarsspillere, såkaldte defensive backs på over 100 kilo, på vej hen imod dig for at tackle dig - ved at gribe fat i dine ben eller ved at ramme dig så hårdt som muligt med hele deres kropsvægt lagt ind i kollisionen.

"Vi er to voksne mænd, der ramler sammen i fuld fart, så det er voldsomt," indrømmer den 100 kilo tunge Thomas Fenger Olsen, som har spillet amerikansk fodbold for Aarhus Tigers i snart otte år.          

På trods af hjelme, skulderplader, skridtbeskyttere og polstring på knæ, lår, hofte og haleben, er amerikansk fodbold en sportsgren, der helbredsmæssigt minder mest om at lege tagfat med biler på en jævnt befærdet hovedvej. Uden beskyttelse ville følgerne af en tackling være katastrofale. 

"Uden beskyttelse ville man formentlig dø," fastslår Thomas Fenger Olsen, idet han stikker sin gaffel ned i en stor bakke pastasalat. "I bedste fald ville man få kraftige læsioner i hovedet og på kroppen."

amerikansk fodbold og kontaktlinser - sport og syn

Dårligt syn kom snigende 

I USA, hvor sporten bliver taget dødsens alvorligt, taler statistikken sit eget sprog: Ifølge årsrapporten fra NCCSI (National Center for Catastrophic Sport Injury Research) mistede tre amerikanere livet som direkte følge af skader, de har pådraget sig ved at spille amerikansk fodbold, og syv døde af relaterede problemer, først og fremmest overophedning og hjerteproblemer.          

Hver sæson medfører omkring 160 hjernerystelser. Skader på knæ, skuldre, ankler og ryg er hyppigt forekommende og kræver i nogle tilfælde gentagne kirurgiske indgreb. Tallene skal dog ses i forhold til de 1,8 millioner udøvere i USA, og i Danmark er alvorlige skader yderst sjældne. 

Thomas Fenger Olsen spiller positionen "Tight End" for Aarhus Tigers og har optjent retten til at spille med nummer 83 - høje numre er forbeholdt receivere og tight ends, som både skal løbe, gribe og blokere. 

Thomas Fenger Olsen er kendt for at være god til at gribe en bold og svær at tackle, men helt fri for skader har han ikke været. Blandt andet har hans håndled været brækket helt over, så hånden hang løst. 

Men det var et andet og mindre dramatisk problem, der en overgang truede med at sætte en stopper for Thomas Fenger Olsens spil. 

"Jeg havde brugt briller et stykke tid, men selvfølgelig ikke på banen. Efterhånden begyndte jeg at få problemer med at bedømme bolden," beretter den 28-årige arkitekt, der er nærsynet med styrken -0,75 D. 

Synsnedsættelsen ligger lige omkring det kritiske niveau, hvor manglende synskorrigering kan påvirke sportsudøveres præstationer negativt. 

Kontaktlinserne bliver siddende 

Amerikansk fodbold har med rette ry for at være en voldsom sport, men det er samtidig et meget teknisk spil, der stiller store krav til synet. 

"Vi løber efter et aftalt mønster, og jeg følger kun bolden med blikket den sidste tredjedel af dens bane. Efterhånden kunne jeg kun se en mørk plet," fortæller Thomas Fenger Olsen. "Samtidig skal jeg kunne se ud af øjenkrogen, hvor modspillere og medspillere befinder sig - det skal jeg vide, allerede før jeg griber bolden. Vi kalder det awareness." 

Thomas Fenger Olsen begyndte derfor at overveje at bruge kontaktlinser. Han havde imidlertid en stor bekymring i forhold til linser. I løbet af en kamp kan han regne med at indgå i 40-50 hårde kollisioner og blive tacklet 7-8 gange. 

"Vi bruger hovedet meget aktivt. Vi knalder hovederne sammen, og vi bruger hjelmen til at tage af for et fald. Jeg var nervøs for, at kontaktlinserne ville falde ud af øjnene, men det er heldigvis aldrig sket. Jeg har hverken oplevet, at linsen sætter sig fast i øjet eller falder ud," siger Thomas Fenger Olsen og tilføjer forsigtigt: "Syv, ni, tretten..." 

Kort efter løber Thomas Fenger Olsen ud på banen sammen med de øvrige "tigre", alle behørigt polstrede til tre timers koordineret vold. I hans øjne sidder et sæt bløde månedslinser, specielt tilpasset til brug i sportsgrene, hvor almindelige ulykkesforsikringer ikke dækker. Thomas Fenger Olsen er tryg. Han har ikke engang et ekstra sæt linser med i sportstasken. Måske er han nødt til at gå fra banen med en fibersprængning, en hjernerystelse eller en skulder, der er gået af led. 

Men kontaktlinserne... de bliver i det mindste siddende!