Isætning og udtagning af kontaktlinser

Kontaktlinser i Aarhus

God hygiejne, korrekt håndtering og brug af de rette plejemidler til kontaktlinser er afgørende for synsevne, komfort og øjets sundhed.

1) Hygiejne

Hygiejne er vigtig for at undgå infektion i øjet. Husk altid at vaske hænderne grundigt med sæbe inden berøring med kontaktlinserne. Vi anbefaler at man holder sine negle korte.

Sørg for at håndklæde og overflader er rene. Brug evt. et rent ubrugt papirhåndklæde. Opbevar kontaktlinser, linse-etuier og rensevæsker tørt og rent - undgå at have dem på badeværelset.

2) Ret/Vrang

Kontaktlinser har en ret-side og en vrang-side. Når du holder linsen op på fingerspidsen, skal kanterne bøje en anelse udaf som på fotoet nedenfor.

Har du svært ved at skelne kantens krumning kan du eventuelt prøve at folde linsen mellem fingrene - hvis den er på vrangen folder den ikke så let, som hvis den vender rigtigt.

3) Isætning

Læg linsen på spidsen af pegefingeren. Skil øjenlågene med to fingre på den anden hånd, før linsen op til øjet og lad den forsigtigt glide ind på øjet.

Blink et par gange, så linsen glider på plads. Gør det ondt, bør du straks fjerne linsen, rense den og og undersøge for eventuelle skader, for eksempel revner i kanten. Brug aldrig en defekt linse.

Brug godkendte fugtgivningsmidler

Oplever du tørhed eller mindre former for irritation kan du med fordel dryppe med en saltvandsopløsning, men den skal være godkendt af din optiker.

Test dig selv for Tørre Øjne (DES)

Du kan eventuelt udfylde vort spørgeskema for at teste, om du har tendens til udtørring af øjet, et meget udbredt problem kendt som Tørre Øjne eller Dry Eye Syndrome (DES).

Spørgeskemaet skal leveres udfyldt til en optikassistent i Kontaktlinse Instituttets reception. Har du behov for hjælp til at udfylde skemaet, er du velkommen til at medbringe det og henvende dig til en af vore medarbejdere.

Kontaktlinser i Aarhus
4) Udtagning

Når kontaktlinserne skal ud af øjet, skal du igen sikre dig at både hænder og øjenomgivelser er rene. (For eksempel bør du fjerne evt. makeup først).

Løft derpå op i øjenlåget og klem forsigtigt på begge sider af kontaktlinsen, så den folder og glider ud af øjet. 

Klem ikke for kraftigt, men forestil dig, at du forsigtigt smutter skindet af en mandel.

 

5) Rengøring og desinficering af kontaktlinser

Det er vigtigt at rengøre og desinficere kontaktlinserne korrekt.

Hvis du har valgt endagslinser, skal linserne kasseres efter brug. De skal smides i skraldespanden og ikke toilet eller afløb.

Andre typer kontaktlinser skal rengøres i den væske, som din optiker har ordineret. Der vil altid medfølge en brugsanvisning på dansk til væsken. 

Trin 1: Tag linsen ud og læg den i din let rundede håndflade. Dryp frisk linsevæske på linsens overflade.

Trin 2: Gnub linsen i linsevæske. Sørg for at du får rengjort begge sider af linsen.

Trin 3: Læg linsen i linsebeholderen, dæk den med frisk linsevæske, og sæt låget på. Følg brugsanvisning for at se hvor længe linsen skal ligge i blød for at blive desinficeret.

 

6) Problemer

Oplever du problemer med linsebrug, såsom voldsomt uklart syn, svien eller hovedpine, bør du straks fjerne kontaktlinsen. 

Prøv aldrig at "udholde" en ubehagelig tilstand i øjet - det er næsten altid et alarmsignal. Kontakt din kontaktlinseoptiker samme dag og oplys alle detaljer i forbindelse med tilstanden.

Der er dog kun ganske få alvorlige skader på grund af kontaktlinser i Danmark. Hvis man bruger sin sunde fornuft, går til regelmæssig kontrol og følger optikerens retningslinjer, er risikoen for gener minimal.

7) Reservebriller

Selv om du bruger kontaktlinser hver dag, er det vigtigt at have et par nyligt udmålte (max 3 år) reservebriller til brug, hvis der opstår udtørring eller irritation fra et fremmedlegeme i øjet. Du skal ikke bruge linser, hvis du føler dig syg.

I forbindelse med rejser er det ekstra vigtigt at sikre dig, at du udover reservelinser også har opbakning i form af stærke, funktionelle briller, der er tilpasset eller tilset indenfor de seneste år.

Reservebriller kan du købe i Buris Briller, som er en afdeling af Kontaktlinse Instituttet. Her giver vi hver abonnementskunde i Kontaktlinse Instituttet et gratis brillestel om året ved køb af en komplet brille - der er tale om kvalitetsbriller, dog blandt udvalgte mærkevarer.

Få tid til en instruktion.
Få tid til en instruktion.